Bagte zucchinier med parmesan

Zucchinier eller squash her af den små slags og med blomst.

God som tilbehør til fx grillmaden

Ingredienser

(4personer)

  • 4 små zucchinier med blomst
  • Lidt olie
  • 20g frisk revet parmesan

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 200grader varmluft
  • Vask zucchinierne og placer dem i et fad
  • Hæld lidt olie ud over
  • Drys den revet parmesan henover og stil fadet i ovnen
  • Bag zucchinierne i cirka 20minutter, de skal være blevet blødere men stadig med “bid i”.

Ristaffel

En klassiker fra 90’erne, som stadig holder den dag i dag. Ristaffel er god til familiefesten med masser af børn, for der er altid et eller andet, de kræsne unger kan spise, så alle bliver mætte.

Ingredienser

(4personer)

  • 400-500g kyllingebryst eller kyllingefilet
  • 1 løg
  • 2fed hvidløg
  • 1 æble
  • 20g frisk ingefær
  • 5spsk gul karry fra Mauritius, som er lidt svagere end normal gul karry fra et dansk supermarked, så halvér mængden, hvis du bruger det
  • ½L hønsebouillon (½L vand + 1 terning)
  • 1ds kokosmælk
  • 2spsk mel
  • 1dl sødmælk
  • Olie til stegning
  • 1tsk spidskommen
  • Salt og peber
  • 1 banan
  • 1 æble
  • 1dl rosiner
  • 1dl peanuts
  • ½dl kokosmel
  • ½agurk
  • 1 peberfrugt
  • 1 lille dåse ananas

Sådan gør du

  • Skær kyllingekødet i tern
  • Svits kyllingekødet i en stor gryde i lidt olie et par minutter og læg det over på en tallerken
  • Hak løg og hvidløg
  • Riv æblet groft
  • Riv ingefær fint
  • Svits løg, hvidløg, æble, ingefær og karry ved middelvarme
  • Lav bouillonen og hæld den ved
  • Tilsæt kokosmælken stille og roligt under omrøring (så du undgår, det skiller for meget)
  • Tilsæt 1tsk spidskommen
  • Lad retten småsimre i et par minutter
  • Blend sovsen og smag til med salt og peber
  • Jævn evt. sovsen ved at ryste mælk og mel sammen i en jævner og kog op.
  • Tilsæt kyllingestykkerne og lad det småsimre i 5min

Tilbehøret skæres i stykker og lægges i skåle, mens du laver sovsen.

Hurtig lasagne

En af de mest børnevenlige retter herhjemme, og så kan man jo snige lidt fintrevet gulerod med, hvis man kan overskue det.

Ingredienser

(4 personer)

  • 1 løg
  • 2fed hvidløg
  • 500g hakket oksekød
  • 1tsk paprika
  • 1spsk oregano
  • 1spsk basilikum
  • 1tsk salt
  • ½tsk spidskommen (kan undlades)
  • Et par omgange på peberkværnen
  • 1 lille dåse tomat pure
  • 2ds hakkede tomater
  • Lidt olie
  • Lasagneplader
  • 1brik mornaysauce / bechamel sauce (færdiglavet fra butikken) – den kan selv laves, men nu skulle det jo gå stærkt…

Sådan gør du

  • Hak løg og hvidløg fint og svits i olie i en gryde
  • Kød tilsættes og svitses et par minutter
  • Alle krydderier tilsættes, og der røres et par omgange
  • Tomatpure og de hakkede tomater tilsættes (og ja den bliver lidt våd, saucen men der skal altså noget væde til lasagnepladerne)
  • Kødsovsen kan lige stå, at simre et par minutter, mens du finder et fad frem cirka 15*30cm eller deromkring
  • Tænd ovnen på 200grader varmluft
  • Nu skal lasagnen monteres ved, at du lægger et lille lag kødsovs, et lag med mornaysauce og så lasagneplader oven på, sådan fortsætter du indtil, der ikke er mere kødsovs. Sørg for at du ender med et lag mornaysauce på toppen.

Tip

Når du laver kødsovs, så lav en dobbelt portion og frys den ned til der skal laves lasagne, så kan du lige skærer endnu mere tid af.

Hvide asparges uden dikkedarer

Hvide asparges er forår og tidlig sommer. Server som forret med et dejligt køligt glas Chablis eller Riesling.

Det var stadig muligt at købe dem på grøntmarkedet i Venedig; Store og tykke – de smagte himmelsk

Ingredienser

  • 4-5 hvide asparges per mand
  • 1tsk salt
  • 1tsk sukker
  • Smør
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Skræl de hvide asparges med en god skræller (og ikke hovedet) – en der kun lige tager det yderste
  • Skær det nederste 2-3cm af
  • Kog aspargesene i en stor gryde vand tilsat 1tsk sukker og 1tsk salt i 15-20min (afhænger af tykkelsen) eller til du kan stikke en kniv igennem en
  • Server med smørklatter, salt og peber

Lammeskank i stegeso

Svigerfar skulle på besøg, og så er det jo let bare at smide noget i stegesoen og lade det passe sig selv. Så her er en let opskrift på dejlige lammeskanke, som bliver så møre i stegesoen, at kødet falder af benene.

Ingredienser

(3 personer)

  • 3 små lammeskanke cirka 400g stykket
  • Et løg
  • En gulerod
  • En håndfuld cherrytomater
  • En stængel frisk rosmarin eller 1spsk tørret
  • 1-2dl mørk øl (det skal dække bunden af stegesoen med cirka 1cm)
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Tag stegesoen frem og tænd ovnen på varmluft 175grader
  • Pil løget og skær det i både
  • Skær guleroden i skiver
  • Læg løg og gulerod i stegesoen
  • Tag de tre lammeskanke og skær lidt snit i fedt/senerne – ikke dybt ned i kødet!
  • Læg lammeskankerne ned i stegesoen
  • Hæld øllen ved
  • Læg tomaterne og rosmarinkvisten ved
  • Drys med salt og peber og stil stegesoen i ovnen i 3 timer.

Tips

Server med en omgang kartoffelmos, eller som vi gjorde en bulgursalat bestående af; bulgur tomat, agurk, peberfrugt, feta og persille

Lakse-tun mousse

Den får sin renæssance lige om snart tun-moussen, så bare kom i gang og være med på beatet 🙂

Brug den på buffeten eller til forret. Moussen skal nå at sætte sig så lav den dagen før – så er der også mere tid til alt det andet, på selve dagen.

Ingredienser

(Forret til 6 personer)

  • Et stykke fersk laks uden skind og ben (cirka 125g)
  • En dåse tun i vand
  • 1,5dl cremefraiche
  • 1dl piskefløde
  • 1/2 citron
  • 3 blade husblas
  • ½tsk groft salt
  • Lidt peber
  • Brød eller flutes

Sådan gør du

  • Læg laksen i en gryde med vand, lidt salt og peber og lad den småkoge i 10min
  • Tag laksen op af vandet og fin del den i en skål
  • Læg husblassen i en skål med koldt vand
  • Hæld vandet fra tunen og bland i skålen med laksen
  • Bland cremefraiche i
  • Pres saften fra den halve citron i
  • Tilsæt salt og peber og rør det hele godt sammen
  • Tag en gryde og hæld 1cm vand i
  • Pres vandet fra husblassen og sæt skålen med husblassen over i gryden (det kaldes et vandbad)
  • Sæt gryden på en kogeplade ved middel varme og rør forsigtigt rundt i husblassen med en ske
  • Når al husblassen er smeltet, tager man skålen med det op af gryden (pas på den er varm) og hælder den smeltede husblas (med det samme) i en tynd stråle ned i mousse-massen, mens der røres kraftigt rundt i moussen i mens
  • Pisk fløden stiv og vend den forsigtigt i moussen
  • Hæld massen ned i en form eller fin serveringsskål
  • Sæt moussen på køl i mindst 4 timer
  • Server moussen ved at vende den ud af formen på et fad (hjælp evt. lidt til ved at “skære” langs kanten) og anret med citronbåde
  • Server med lunt brød til.

Jambalaya

Jambalaya er en kreolsk/cajun ris-ret, som findes i mange varianter, fælles er dog følgende ingredienser: ris forskellige grøntsager såsom løg peberfrugt og bladselleri samt noget kød, fisk eller skaldyr.

Jeg har modificeret denne da jeg blandt andet bedre kan lide rød peberfrugt og for at gøre den mere børnevenlig er chilien droppet samt bladsellerien.

Ingredienser

(4 personer)

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 75g chorizo pølse (pepperoni kan bruges i en snæver vending)
  • 350g kyllingebryst eller kyllingefilet
  • 3 røde peberfrugter
  • 1tsk paprika
  • 1tsk timian
  • 1tsk oregano
  • 1tsk chiliflager (kan udelades, hvis det fx er til sarte børn)
  • 3spsk tomat pure
  • 1ds hakkede tomater
  • 250g basmati ri
  • 6dl vand
  • 1 hønsebouillon terning
  • 150g rejer
  • 1/2 lime
  • 1spsk olie
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Skær chorizoen i mindre stykker
  • Skær kyllingekødet i mundrette bider
  • Hakket løg og hvidløg fint
  • Skær peberfrugten i store tern eller strimler
  • Tag en stor gryde frem og varm olien op
  • Tilsæt kylling og chorizopølse og lad det stege i 5min
  • Tilsæt løg og hvidløg og svits i yderligere et par minutter
  • Tilsæt peberfrugt, paprika, timian, oregano, chiliflager, tomatpure og ris og lad det stege i 2min
  • Tilsæt de hakkede tomater, hønsebouillonterning og vand
  • Læg låg på og lad det hele koge i 12min
  • Tag gryden fra varmen og lad retten trække i 10min
  • Tilsæt limesaft og rejer
  • Smag til med salt og peber

MAURITIUS

Jeg er beriget med en bror, der har fundet sig den sødeste pige. Hun kommer fra Mauritius, og derfor gik den første lange tur efter Corona-nedlukning selvklart til Mauritius for at møde hendes familie og lærer mere om, hvor hun kommer fra 🙂

Lidt om Mauritius

  • Mauritius er på størrelse med Fyn og er en utrolig flot og grøn ø.
  • Har været koloniseret af Portugal, Holland, Frankrig og England.
  • Befolkning stammer fra Indien, Madagaskar, Europa, Afrika og Kina
  • Mauritius blev selvstændig den 12. maj 1968.
  • Tropisk klima med to ‘hoved sæsoner’; En varm og fugtig sommer fra november til april (middeltemperatur 24,7grader) og en relativ tør og “kold” vinter fra juni til september (middeltemperatur 20,4grader)
  • Fin infrastruktur
  • Tidsforskel er 3timer ved dansk vintertid / 2timer ved dansk sommertid
  • Sprog: Kreol, Fransk og engelsk
  • Økonomi: Turisme, tekstiler, sukker (rom)
  • Møntenhed: Rupees – man skal dividere med cirka 6,4 for at få det i danske kroner (per marts 2022)

Turen der hen

Vi fløj med Turkish Airlines fra Københavns lufthavn kl. 17:50 med et 3timers stop i Istanbul. Vi landede kl. 13:10 lokal tid på Mauritius (+3timer i alt). Turen som sådan foregik ganske gnidningsfrit, vi fik sovet en smule på flyet, set en masse film og maden var ok af flymad at være.

For at kunne komme til Mauritius (og flyve med Turkish Airline), skulle der:

  • fremvises negativ PCR-test for alle mand
  • fremvises vaccinationspapirer for alle over 12år
  • der skulle være lavet registreringer for alle på https://safemauritius.govmu.org/
  • i flyet skal man udfylde indrejse papirer til fremvisning ved paskontrol (det er ikke det samme som ovenstående)

Hvor boede vi

Vi er sådan nogen, der bedst kan lide at leje et hus i stedet for at bo på et hotel. Det kan vi fordi, vi så har mulighed for at tage på markeder for at købe lokale madvarer og selv lave mad. Samtidig får vi muligheden for at være noget længere væk fra alle de andre turister.

Jeg bookede en fin Bali inspireret villa til seks personer (os fire og mine forældre) med egen pool gennem VRBO oppe øst for Grand baie i nærheden af Pereybere beach. Ejeren har faktisk tre enheder samme sted som deler parkeringsplads; en til fire, en til seks og en til otte personer. Du kan se hans hjemmeside her (men ingen priser): http://www.navanivillas.com/en

Vi betalte omkring 200euro per nat inkluderet i det; kom der en pige og gjorde rent, fejede, vaskede gulv, ordnede badeværelser og senge samt skiftede håndklæder hver dag fra kl. 9, og til hun var færdig undtagen søndag og helligdage, en pool mand kom to gange ugentlig og en havemand en gang ugentlig – det havde jeg ikke lige været opmærksom på, da jeg bookede, men det var da total dejligt, at der var en, der lige tog overflader mv.

Lejet bil

Når vi lejer eget hus, kræver det så til gengæld oftest, at man lejer en bil for selv at kunne komme rundt. Vi lejede bil gennem AutoEurope (Hertz), som vi indtil nu ingen problemer har haft med. Da vi var afsted seks mennesker lejede vi en lidt større bil/bus til os alle sammen.

Det kostede os omkring 7500,- for 14 dage.

OBS! man skal køre i venstre side af vejen.

Hvad spiste vi

Mauritisk mad er en kombination af indisk, kreolsk, fransk og kinesisk mad

De fleste dage lavede vi mad selv med de lokale råvarer og indkøb fra det nærmeste mega SuperU. Indkøb var ikke super billigt, og langt de fleste råvarer var prismæssigt på højde med vores i DK, noget af den høje pris skyldtes dog, at der lige havde været et par cykloner forbi.

Jeg var desværre ikke super kvik til at få taget billeder og skrevet opskrifter ned, af det vi selv lavede. Vi fik også spist et par gange hos “svigerfamilien”. Her fik vi super dejlige curryes, empanadas, blæksprutte og alt muligt andet lækkert. De forstår sig virkelig på at sidde i lang tid og spise (store mængder dejlig mad), hygge og tale. Der kunne vi godt lære lidt!

Det kan varmt anbefales, at stoppe op ved nogen af de mange madboder langs vejene eller strandene og købe en roti (en pandekage/madbrød fyldt med forskellige slags curryes), wrap eller lignende, det passer perfekt efter en dykker- eller snorkeltur

Der var to restaurant oplevelser, jeg gerne vil anbefale.

Green Island beach restaurant – God hummer

Restauranten ligger ud til Green Island beach på østsiden af Mauritius. Her fik vi de lækreste grillede hummer, jeg nogensinde har fået, tror jeg.

Adresse: B59 Trou d’eau Douce, Mauritius 42207

OBS! Det er en god ide at bestille bord

Ja – jeg fik desværre kun taget et billede, som desværre slet ikke yder hummeren sin ret…

La Rougaille Creole – Mauritiansk restaurant inde i Grand Baie

Her spiste vi efter en lang dagstur sammen den mauritiske svigerfamilie.

Vi fik al mulig lækre fisk og skaldyr og endda også en omgang lam.

Adresse: Sunset Boulevard, Grand Baie

Hvad lavede vi / oplevede vi

Supermarked: Vi købte næste alle vores indkøb i den nærliggende SuperU, som er en mega stor butik. Der udover alle de gængse madvarer, som vi kender fra Europa, også har de mere eksotiske

Port Louis: Det var rigtig varmt og fugtigt den dag, vi var inden i Port Louis, så overskuddet var der desværre ikke helt til at slentre rundt i lang tid. Vi så grøntsags-, krydderi- og kødmarkedet (hvor jeg desværre ikke fik taget billeder) samt Port Louis havnefront.

Port Louis er Mauritius hovedstad.

Odysseo Oceanarium: Helt nybygget oceanarium med masser af fine fisk og et købe bassin med forskellige hajer bl.a. en guitar haj. Drop at købe 3D oplevelsen – det er virkelig ikke det værd!

Adresse: Harbour Waterfront, Port Louis

https://www.odysseomauritius.com/

La Vallée Des Couleurs Nature Park: Rigtig stor naturpark med mange aktiviteter. Lidt til den dyre side. Vi prøvede Quad bikes, så den mange farvede jord (som vidst er en must see, når man er på Mauritius), så vandfald, tog turen over den nepalesiske bro, som bestemt ikke er for dem med højdeskræk og balanceudfordringer, og så spiste vi frokost der.

Adresse: B102 Chamouny, Mauritius

La Vanille nature park: Det var kun mine forældre og ungerne, der var på tur til denne, da vi var ude at dykke. Men den fik gode anmeldelser med sig hjem. Fyldt med krokodiller, skildpadder, lemurer, fossiler og meget mere. Her er jeg vidst selv nød til at komme næste gang!

Adresse: Riviére Des Anguilles, Mauritius (helt nede syd på øen)

SSR Botanic garden: Rigtig fin botaniske have med kæmpe åkander, lotusblomster og alt muligt andet.

Ret billig indgangspris. Efter indgangen står der guider, der gerne vil give dig en guidet tur – for et beløb naturligvis. Vi sprang dette over, da vi ikke lige kunne overskue det med ungerne.

Adresse: Royal Road Pamplemousses

Templer og statuer: På vores heldagstur sammen med svigerfamilien var vi også ude og se området omkring Grand Bassin (Ganga Talao), som er et meget vigtigt sted for hinduer.

Vi så; De to flotte kæmpe statuer Mangal Mahadev Shiva & Durga Maa og templet ved den hellige Ganga Talao (sø) med alle de mange hindu gudestatuer. Desværre havde det regnet rigtig meget, så vi kunne ikke gå så langt på stien langs vandet. Kan varmt anbefale en tur hertil.

Dykning og snorkling: Jeg, min mand, bror og svigerinde og hendes far (de tog begge dykkercertifikat da vi var der) fik dykket cirka hver anden dag. Vi dykkede med Octopus diving, der lå ved Pereybere beach. Det er Ludovic, der ejer shoppen, og han er en super omgængelig og flink mand (http://www.octopusdivingcentre.com)

Vi havde mange fine dyk, hvor vi blandt andet dykkede med en masse kæmpe marbled rays, Hawksbill turtles og dykkede på nedsunkne skibe.

Vi snorklede sammen med drengene fra den sydlige del af Trou aux Biches Beach. Det er en rigtig fin strand, men man skal en 100-150meter ud før, man kommer ud til revet, hvor der er masse fine fisk at kigge på. Der er til gengæld kun 1,5-2meter dybt, men når man først er ud ved revet, skal man blive oppe i vandkanten, for der er en del søpindsvin.

Afslapning: Selvfølgelig styrtede vi ikke rundt hele tiden, det var det faktisk alt for varmt til. Faktisk så tror jeg ikke vi kommer tilbage i marts måned igen, luftfugtigheden var over de 85%, og der var cirka 32grader i snit.

En god portion blev selvfølgelig brugt i vores lækre villa med en god bog, en tur i poolen og med en drinks eller to i hånden 🙂

Stenbiderrogn

Den lækreste spise, som har sæson i februar/marts. Server med en god flaske hvidvin til fx en riesling eller chablis.

Ingredienser

(forret til 4personer)

  • 200g stenbiderrogn
  • 1 rødløg
  • 2dl cremefraiche
  • Cirka 16 små pandekager af boghvedemel (kan evt. bages selv)
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Stenbiderrognen anrettes på fire tallerkener
  • Hak rødløget i fine små tern
  • Læg en smule af løget på hver tallerken, resten hældes i en lille skål
  • En klat cremefraiche lægges på hver tallerken og resten hældes i en skål
  • Drys med salt og peber
  • Læg to små pande kager ved, resten lægges på en tallerken, så folk kan tage flere ved behov

Tip

Stenbiderrogn kan godt fryses ned til en anden god gang, men det er altså bedst friskt

Det kan være billigere at købe stenbiderrogn urenset. Måden man renser det på er; at hælde al rognen op i en stor margretheskål, hælde iskoldt vand ved, og derefter at piske det med et piskeris, derved falder rognen af hinderne og hinderne sætter sig fat i piskeriset, som du så kan fjerne. Rognen skal tilslut drænes i en si.

90’er gulerodssalat

Den her salat minder mig altid om min mormor. Hun lavede den næsten altid, når vi børnebørn kom på besøg. Jeg kan ikke huske, om det var fordi, det var det eneste hun kunne få os til at spise af grønt, eller det bare var fordi vi elskede den.

Ingredienser

(4personer som tilbehør)

  • 4 store gulerødder eller 8-9mindre
  • 1spsk sukker
  • ½ citron
  • ½dl rosiner

Sådan gør du

  • Skræl og riv gulerødderne groft
  • Læg gulerødderne i en skål
  • Pres saften fra den halve citron ud over gulerødderne
  • Drys sukker henover
  • Drys rosiner ud over
  • Vend hele moletjavsen sammen