De gamle inviterede os alle en uge til Venedig for at fejre deres rubinbryllupsdag (40år) i 2020…!! Og ja TO COVID år senere kom vi endelig afsted i 2022.
Venedig er lidt et familie-sted for os, og vi har alle været der en hel del gange. Det er bedst at komme der i april/maj, så undgår man de største turistmasser og sommerens utrolige varme.
Lidt om Venedig
- Venedig ligger i den nordlige Italien og har været noget af en sømagt i gamle dage
- Byen ligger i en lagune, og alle husene er bygget på pæle
- Der er ingen veje kun kanaler og al transport foregår derfor med båd
- Almindeligt europæisk klima, da vi var der i maj, var det 20grader og sol (vi var heldige og fik ingen regn)
- Man kan gå rundt til det meste, så tag nogle gode sko med
- Ingen tidsforskel
- Sprog: Italiensk og langt de fleste kan også engelsk
- Møntenhed: Euro
Turen der hen
Vi fløj med SAS fra Københavns lufthavn kl. 8:15. Vi landede i Venedig kl. 10:30. Turen foregik med mundbind på, og i selve Venedig skulle man have mundbind på, hver gang man kørte med offentlig transport og på visse museer.
For at kunne komme til Venedig skulle man enten kunne vise vaccinationspapirer, immunitetsbevis eller negativ pcr-test for alle over 6år, der var dog ingen, der på noget tidspunkt spurgte efter det.
Ved ankomst til lufthavnen kan man tage vandbussen ‘Alilaguna’ ud til selve Venedig, det koster 27€, eller man kan tage en taxa eller en bus, som er noget billigere (cirka 11€), du vil så blive kørt via “broen” indtil Venedigs station. Vi valgte Alilaguna for der er bare et eller andet hyggeligt ved at se Venedig tone sig op foran en. Køreplaner og anden info kan findes her: https://www.alilaguna.it/en
Når du køber billetten til Alilaguna, så køb samtidig en 7dages billet til den ordinære vandbus ‘Vaporetto’, den koster 60€ mod en single billet for 7,5€. Find mere info her: https://actv.avmspa.it/en/content/vaporetto
Hvor boede vi
Vi havde booket en rigtig fin lejlighed med tagterasse, et fint udstyret køkken, 4 værelser (vi var 6 voksne og 2 børn) og 3 toiletter/badeværelser gennem VRBO.
Lejligheden lå 7min gang nordøst for Rialtobroen – en rigtig fin beliggenhed.
Vi betalte omkring 400€ per nat.
Hvad spiste vi
De fleste dage lavede vi selv aftensmad med de lokale råvarer, som vi købte på Rialto Mercado markedet og indkøb fra den store Coop på Novo Strada eller den mini spar, der lå tæt på lejligheden, som vi brugte, hvis vi lige manglede et eller andet.
Priserne er en smule billigere end DK men ikke meget. Specielt fisk er meget billigere, og der er et kæmpe udvalg.
Frokost spiste vi altid ude, når vi var på tur. Når man er otte personer, er man desværre nød til at komme tidligt eller have booket et bord, hvis man skal være sikker på, at man kommer til at sidde sammen.
Her er et par stykker, jeg vil anbefale, og som vi har været på ved andre ture til Venedig:
Alla Vedova ved Ca’d’Oro
Restauranten ligger i en sidegade til Strada nuova tæt på Ca’d’Oro busstoppet.
Her er vi kommet i mange år, og det er sted, som de lokaler gerne frekventerer for at få et lille glas vin og en kødbolle eller anden antipasti.
Adresse: Ramo Ca’ d’Oro, 3912, 30121 Venezia
OBS! Det er en god ide at bestille bord
Trattoria – Pizzeria Da Sara
Her spiste vi frokost to gange. Ganske gode pizzaer og man sidder meget hyggeligt i en lille baggård, der er fyldt med masser af blomster
Adresse: Calle S. Pantalon, 3748 eller 3818 (der er to indgange), 30123 Venezia
Ristorante San Trovaso
Her spiste vi den første aften, og vi havde bestilt bord hjemmefra. Retterne er store, så det vil være de færreste, der kan komme igennem en fire retters italiensk menu…
Restauranten ligger tæt på det ældgamle gondolværft, så I får et billede at dette, da jeg glemte at tage billeder, da vi var på restauranten.
Adresse: Calle Larga Nani, 967, 30100 Venezia

Hvad lavede vi / oplevede vi
I Venedig går man primært ture rundt i de forskellige kvarterer, prøver at opdage nye snørklede veje og så er der jo imponerende mange flotte kirker, paladser mv.
San Giorgio Maggiore: Start med en tur ud til øen San Giorgio Maggiore (du kommer der ud ved at tage 2’eren i nærheden af Markuspladsen). Tag en tur op i kirketårnet (8€/pers). Her er en fantastisk udsigt ind over Venedig, om man får virkelig en fornemmelse for byen.
Ved klosteret ved siden af kirketårnet kan man se et museum (det prøvede vi ikke), og man kan gå en tur i en labyrint. Labyrinten er noget dyr (40€ for to voksne og to børn!), men ungerne havde en fest.
Markus pladsen: prøv at kommer her tidlig morgen og tidlig aften for at se den uden al for mange mennesker og i forskellige belysninger. Vi var heldige, turisterne var ikke helt vendt tilbage, så der var ikke de enorme mængder af mennesker, der elles kan være.
Markus kirken: Bestil en billet over nettet (18€/pers) og kom i god tid dvs. 20-30min inden de åbner.
Dogepaladset og sukkenes bro; Det var her Venedig blev regereret fra; utrolig fin bygning – Bestil en billet hjemmefra (25€/pers), så kan du komme ind af en af sidegangene.
Rialtobroen: En af Venedig varetegn. Flot men også meget turistet – prøv at gå en tur over den tidlig morgen eller ved solnedgang, hvor de fleste endagsturister er på vej hjem.
Frari kirken: Eller Basilica S. Maria Gloriosa dei Frari – Rigtig fin kirke(3€/pers) på plads Campo det Frari.
Leonardo da Vinci museum; i kirken ved Campo San Barnaba med et fint udvalg af hans mange opfindelser (8€/pers). På pladsen kan man også få sig en god kop espresso/cappuccino og en grappa, som ikke koster al verden på Cafe Ai Artisti.
Hvis du er blevet væk, så havde min morfar dette råd: “Sæt dig på en bar og bestil en grappa, herefter skal du gå et godt stykke i en retning og igen sætte dig på en cafe og bestille en grappa. Hvis grappa’en er blevet mindre og/eller dyre er du kommet tættere på Markuspladsen”. Der er lidt sandhed i ordene, des længere væk fra Markuspladsen desto billigere og mindre turistet – men man kan nu ikke undgå de andre turister helt noget sted i Venedig.
Bovolo trappe: Utroligt flot snørklet trappe, findes i en lille baggård (6euro/pers), men kan også fint ses ude fra.
Burano: Tag 12’eren fra F’te Novo ud til Burano, det tager cirka en time at komme der ud. Lille hyggelig ø, hvor alle husene er farvet forskellige farver. Tag et kig ind i kirken og læg mærke til, hvor skævt kirketårnet er.
Murano: Her tager man igen vandbussen ud. På øen laves der stadig Venedigs berømte glas, og i en hver butik kan man købe glasnips. Se om du ikke kan komme ind og se et glasværksted.
Torcello: Lille ø som er den første, der blev befolket i lagunen. Her kan man også finde en af de ældste kirker i Venedig. Tag ud til den, når du alligevel er ud på Burano.
Isola di San Michele eller Venedigs kirkegård er bestemt også et besøg værd, og her kan du finde en fin ro mellem de høje cypresser og de flotte gravsten.
Campo del Ghetto Nuovo: Tag også et smut forbi den jødiske ghetto. Ordet ‘ghetto’ stammer faktisk fra Venedig, og Ghettoen er over 500år gammel. Du finder den i Cannaregio-kvarteret.



































